Efter tre sikre sejre imod Pro B hold tog HIC torsdag aften imod Pro A holdet Svendborg Rabbits. Forum Horsens var godt fyldt op, og der var en god stemning.
Starten af kampen er meget rodet fra begge hold. Der er god energi i begge ender af banen, men det offensive spil er præget af få afleveringer og hurtige afslutninger. Otis Livingston svinger taktstokken for HIC og har flere gode aktioner. For Svendborg starter Sebastian Åris stærkt, men også tilbagevendte Durell Vinson er solid.
I anden periode stempler Peter Møller ind i kampen. Møller scorer 11 point på fire minutter og bringer Svendborg foran med 10 og timeout HIC. Roberto Galinat kommer flyvende ud fra timeouten og scorer 7 point på 40 sekunder. Det er dog Svendborg der er i teten. Med en 3er på buzzeren sørger Otis Livingston dog for, at HIC kun er bagud med 34-38 ved pausen.
I pausen var der lidt bekymrede miner i HIC lejren. Dette blev dog ændret fra 3 periodes start. HIC holdet kommer ud med en helt anden indstilling. Forsvaret er oppe i tempo og igen og igen har Svendborg svært ved at komme til gode afslutninger. Når de kommer til kurven var Brandon Gilbeck et monster og han blokerede 6 skud i kampen og var hele tiden en forstyrrelse i Svendborgs angrebsspil.
I angrebet var Roberto Galinat flyvende og han scorede 13 point i tredje periode. Perioden blev vundet med 24-10 og så var HIC foran med 10 point. Billedet fortsatte i fjerde periode og HIC trækker sikkert fra. Med fire minutter igen er HIC foran med over 20 og bænken på de to hold kommer på banen.
Det hele ender med en sikker sejr på 19 point efter en helt lige første halvleg.
Næste kamp for HIC er den 27 oktober, hvor Copenhagen Basketball kommer på besøg.