Vi er stolte af at annoncere, at den danske landsholdsspiller Frederik Rungby skifter tilbage til HIC efter et ophold hos ligakonkurrenterne fra SISU.
23-årige Rungby har været igennem en forrygende udvikling, og i sidste sæson var han én af SISUs allerstørste profiler i Basketligaen, hvor han i gennemsnit satte 14,1 point, 7,6 rebounds og 2,9 assists på tavlen for Gentofte-mandskabet.
Men nu er han altså tilbage hos de forsvarende mestre på en 2-årig aftale, og om skiftet tilbage til Jylland og HIC siger Frederik Rungby selv:
"Jeg føler, tiden er kommet til, at jeg skal tilbage. Tidspunktet er det rigtige nu. Jeg har udviklet mig som spiller, og HIC har udviklet sig rigtig meget som klub. Så matchet er perfekt, og det bliver rigtig godt. Jeg kender klubben, og klubben kender mig. Menneskerne i klubben og trænerstaben er den samme, som da jeg rejste, så det er kun positivt, jeg kender dem. Jeg har savnet at spille i Forum Horsens," fastslår Frederik Rungby og uddyber.
"Jeg går ind til sæsonen med den ambition, at jeg skal hjælpe holdet til at vinde. Jeg skal finde min rolle på holdet og hjælpe til bedst muligt med godt forsvar og god energi," lyder det fra landsholdsspilleren.
Frederik Rungby måler lige knap 200 cm, og han er en forward, som altid leverer en fysisk og stenhård indsats.
I videoen herunder kan du se lidt højdepunkter fra kampen i den forgangne sæson, hvor Rungby scorede hele 30 point mod netop HIC-mandskabet.
https://youtu.be/cx4DSxoR93U