STORTALENT RYKKER OP I LIGATRUPPEN!

D. 23 juli 2017

Skriv jer navnet Bakir Serdarevic bag øret. Den danske ungdomslandsholdsspiller rykker fra denne sæson op i seniortruppen, hvor hans enorme potentiale skal videreudvikles under Arnel Dedics kyndige vinger.

Bakir Serdarevic er kun 16 år, og det er som udgangspunkt planen, at han de næste 4 år vil være en del af HIC-truppen, mens han færddiggør sin studentereksamen på Team Danmark-linjen her i byen.

Bakir har allerede i tre sæsoner været tilknyttet HIC's ungdomsprogram, hvor det seneste år er blevet brugt hos vores gode samarbejdspartner BGI Akademiet, mens han sideløbende har optrådt hos HIC's u16-mandskab.

Her var han en markant profil på det HIC-hold, som både vandt DM-guld og pokalguld. I DM-finalen scorede han 33 point, i pokalfinalen var han topscorer med 26 point, og tidligere i turneringen sendte han holdet i semifinalen med 41 point for bare at nævne et par af de præstationer, han har leveret.

Sidste sommer var Bakir med det danske u16-landshold til EM i Bulgarien, hvor han var en profil med 11,8 point, 4,2 rebounds og 1,6 assists i snit.

Bakir er en alsidig guard med et fantastisk skud og en kæmpe arbejdsmoral. Med den indstilling han har til tingene og det massive talent, han besidder, er vi ikke et sekund i tvivl om, at alle omstændigheder er til stede for, at han i løbet af de kommende fire år vil udvikle sig til en markant profil for de gule.

Men først og fremmest vil vi indledningsvist give ham roen og tiden til at lægge yderligere på sit spil og få mulighed til at finde sig til rette i ligatruppen.

Byd Bakir Serdarevic hjerteligt velkommen i ligatruppen med et 'LIKE'!


bubble