Kamp tre mod Bakken Bears i Sparekassen Danmarks Basketball Center blev endestationen i jagten på det danske mesterskab. Tilbage står det at spille om en tredjeplads og dermed kampen om bronzemedaljer.
Vi ser tilbage på et mesterskabsspil og en semifinaleserie, der startede tungt: et klart nederlag ude mod Team FOG Næstved og endnu et nederlag hjemme mod BC Copenhagen. Men derfra løftede vi os markant og hævede vores bundniveau.
I de efterfølgende otte kampe – med kun to smalle nederlag på udebane mod Randers og Svendborg – vandt vi seks gange og spillede os i semifinalerne på bekostning af netop Randers. De sidste opgør i mesterskabsspillet mod Næstved og Bakken gav en fornemmelse af, at vi kunne presse Bakken Bears og måske endda tage en plads i finalen. Kunne holdet alligevel få alt til at ske?
Når alt kommer til alt, må vi konstatere, at vi ikke ramte det niveau og den stabilitet, der skulle til for at true Bakken Bears overhovedet. Et hold der har været i finalerne de sidste 24 år. Så udfordringen var stor. Nederlag på 39 og 43 point i semifinalerne taler deres tydelige sprog. Vi var ikke i nærheden af at være stabile nok, da det for alvor gjaldt.
Tilbage venter der en kamp på udebane om en bronzemedalje. Mod Svendborg Rabbits Men hvad betyder det at spille en bronzekamp egentlig for spillerne og for en klub?
Følelserne omkring en bronzekamp er ofte langt mere komplekse, end man skulle tro. Det er en mærkelig mellemzone, hvor to følelser ofte sam-eksisterer. Den ene følelse er følelsen af skuffelse over ikke at spille med om guldet. Når man som hold når semifinalerne, er der altid ambitioner om mere. Når drømmen om finalen så brister, kommer følelser som frustration, tomhed, selvkritisk bebrejdelse og en "hvad nu hvis" følelse eller "hvis bare vi havde" følelse op til overfladen. Det tager tid at ryste de følelser af sig som hold. Nogle spillere, (og trænere) bruger nogle dage på det, mens aldrig helt slipper følelsen. Og bringer følelserne med sig ind i kampen om bronzemedaljerne.
Forskellen i spillernes individuelle erfaringer spiller om noget en stor rolle. De spillere, der har stået i finalerne før, vil ofte have en længere periode med selvkritik og bebrejdelser. De ved, hvad de er gået glip af. De mærker tomheden tydeligere.
For de spillere, der stadig mangler at vinde noget stort, kommer omstillingen hurtigere. De er ivrige efter at få symbolet på, at sæsonen ikke sluttede resultatløst. Stoltheden over, at der stadig er noget at spille for, indfinder sig hurtigere hos dem.
Bronze er ganske vist ikke guld. Men det er stadig en medalje. Et symbol på, at der var noget at kæmpe for – og den sidste mulighed for at vise karakter. For at vise, at holdet kunne rejse sig igen efter at være blevet knækket i en semifinaleserie.
Det kan hævdes at man ikke spiller om bronze for at vise, at man kan få en medalje. Alle ville langt hellere have stået i finalen og spillet om guldet.
En bronzemedalje er ikke glamourøs. Den er ærlig.
Bronze vinder man, fordi spillerne løfter sig – individuelt og som hold. Fordi man som spiller stadig vil kæmpe for hinanden. For fansene. For klubben. Og fordi man som spiller vil slutte sæsonen på en ordentlig måde. Bevise noget. Ikke for medierne. Ikke for statistikkerne. Men for sig selv. For fans er en bronzemedalje beviset på, at man har støttet holdet til en bedrift. At holdet ville kæmpe for for dem. Og at holdet sætter pris på opmærksomheden og den ubetingede støtte.
En bronzekamp er den sidste chance for at sætte et positivt punktum på en lang sæson fyldt med hårde træningstimer, svære nederlag, gode sejre og alt det imellem. Både for spillerne og for holdets fans.
Som atlet spiller man bronzekampen for at vise, at man stadig vil det. At man stadig står op, selv når gulddrømmen er væk. Som fan bakker man op om bronzekampen, fordi det er vigtigt at vise den ubetingede støtte til holdet. Også selvom det betød nederlag i semifinalerne.
Derfor betyder en bronzekamp ofte mere, end man umiddelbart skulle tro. For en klub som helhed.
Og når man går på ferie med en medalje om halsen og et trofæ i skabet, ved man, at man sluttede med værdighed – og med karakter. At man har gjort alt hvad man kunne.
