LASSE ELBÆK FORLÆNGER SIN KONTRAKT!

D. 20 maj 2020

Vi har fået cheftræneren på plads, og det betyder, at vi så småt kan gå videre med puslespillet omkring spillertruppen til den kommende sæson.

Den næste brik, der er faldet i hak, er vores danske big man Lasse Elbæk, som har sat sin underskrift på en ny 1-årig aftale med klubben.

Dermed skal Lasse i gang med sin fjerde sæson i HIC-trøjen, og det ser han frem til.

- Det føles rigtigt, hver gang jeg trækker den gule trøje over hovedet. Det er altid betryggende at være omgivet af HIC-familien, og de rammer de sætter for spillerne. Horsens er familie, og jeg glæder mig til at være omgivet af skønne mennesker igen, lyder det fra Elbæk.

Den gæve vestjyde havde en fin sæson i 2019-20, inden coronakrisen fik afblæst den resterende del af turneringen. 8,6 point og 4,9 rebounds snittede inside-spilleren.

Dermed var der også god grund til at ærgre sig over, at sæsonen gik i vasken, lige inden det skulle til at blive rigtig sjovt med slutspillet.

- På godt jysk er det selvfølgelig træls. Jeg synes, vi havde noget kørende, som desværre går i glemmebogen bare sådan. Det er ærgerligt at se en masse hårdt arbejde gå til spilde, og man kommer til at se på basketball som værende ligegyldig for en kort stund. Dog har det været en tid med muligheder for selvransagelse og et afbræk fra basketball, som kun har styrket lysten til at komme tilbage på banen, understreger Lasse Elbæk.

Hos den nye cheftræner er der tilfredshed med, at aftalen med Elbæk er faldet på plads.

- Jeg er meget bekendt og komfortabel med Lasse - ikke kun som spiller, men også som person. Han bringer en luksus af at have en big guy, der kan skyde og “stretche” gulvet. Mit job er at hjælpe ham med at være så farlig for os som muligt, lyder det fra Lukas Varga.


bubble