HIC klar til semifinalen efter 3-0 mod Wolfpack

D. 29 marts 2019

Det er svært at sige om 3. gang er lykkens gang. Det var den i hvert fald ikke for BMS Herlev Wolfpack, der mødte op i Forum Horsens med 2 klare nederlag i de 2 første kvartfinaler.


Så det var svært at se, hvordan de skulle kunne klare den 3. kvartfinale. HIC stillede da også op med henblik på at vinde, hvorfor holdet også startede som lyn og torden, og efter et 7-0 run, et 9-0 run og et 8-0 run i 1. periode, kunne holdet gå ind i 2. periode med et komfortabelt forspring på 35–8. Thomas Quaade forsøgte ellers i den grad at få sit hold til at vågne op. Således tog han sin første time out efter kun godt 30 sek.! Og den 2. time out blev ligeledes taget i 1. periode.

Og det må man sige virkede. For det var et helt andet hold, der kom ud til 2. periode. Som 1. kvartfinale lagde BMS Herlev Wolfpack sig bestemt ikke ned. De kæmpede flot og vandt 2. periode med 19-16, hvor især Deionte Simmons gjorde sig bemærket, således at han allerede havde scoret 10 points ved halvleg.

HIC mistede naturligvis noget af koncentrationen oven på det store forspring. Holdet prøvede meget af i forsvars spillet – ikke alt med lige stor succes – men Arnel Dedic fandt ikke anledning til at tage time out i kampen overhovedet. Ikke nok med at koncentrationen hos hjemmeholdet var set bedre tidligere og i 1. periode, så prøvede spillerne flere gange at lave flotte scoringer, dunks mm., men det var hellere ikke så succesfyldt som ønsket.

Stillingen ved halvleg var 51-27 til HIC, så det var et optimistisk hjemmehold, der tog fat i 3. periode. Men endnu engang fulgte BMS Herlev Wolfpack rigtig godt med. Holdet skiftede utroligt meget ud, men det ændrede ikke på holdets engagement eller rytme, at der blev skiftet så meget. Det er et ungt hold med meget talent, som også i 3. periode kæmpede flot og kun tabte denne periode med 22-19.

Ved indgangen til sidste periode var stillingen således 73-41 til HIC. Det var i høj grad Vedran Borovcanin, der styrede HIC’s spil og scorede rigeligt. Således lavede han 12 points i 3. periode. 

I 4. periode virkede det som om gassen var gået lidt af ballonen, i hvert fald hos hjemmeholdet, der efterhånden næsten havde haft alle spillere på banen. Så det blev en lidt begivenhedsløs periode. Der blev byttet points, så perioden meget retfærdigt endte 18-18! Det gav en samlet sejr til HIC på 91-64, så HIC nu er klar til semifinalerne efter 3 kvartfinaler, hvilket de fleste også havde forventet.

Hos BMS Herlev Wolfpack var Deionte Simmons suveræn og scorede 25 points mens det var Vedran Borovcanin, der var topscorer for HIC, ligeledes med 25 points. Nu venter – desværre – en lang pause før holdet 11. april tager fat på semifinalerne.


bubblemedia