HIC HENTER NY STOR PROFIL!

D. 11 juli 2017

Vi er stolte af at præsentere amerikanske Cedric Kuakumensah på en 1-årig aftale med de gule. Allerede sidste sommer var vi på jagt efter Cedric. Dengang faldt en aftale ikke på plads, men i denne omgang har vi til stor glæde fået papir på hinanden.

Cedric er en yderst spændende power forward på 204 centimeter, som har en meget flot college-karriere bag sig i NCAA 1. Her spillede han alle fire år for Brown University i Ivy League-conferencen. Og det var ikke uden at gøre sig særdeles positivt bemærket.

I sin seniorsæson bidrog Cedric i gennemsnit med imponerende 14,0 point, 9,6 rebounds og næsten 3 blocks per kamp for Brown University. Det gjorde ham til holdets mest scorende, mest reboundende og mest blokerende spiller i sæsonen.

To gange er Cedric blevet kåret som årets forsvarsspiller i hele Ivy League, og han er indehaver af rekorden for flest blocks nogensinde i ligaen med 311 styk gennem sine fire år på college.

Han er den eneste spiller i Ivy Leagues historie til at slutte sin college karriere med både +1000 point (1181), + 800 rebounds (907) og +200 blocks (311).

Cedric er en sand leder, og han var gennem tre år udnævnt til anfører på Brown-mandskabet, ligesom han også var anfører to år på high-school.

Udover sine evner defensivt, har Cedric også et stærkt repertoire offensivt. 14 point i gennemsnit fortæller det meste, men det er vigtigt at notere sig at Kuakumensah samtidig er en dygtig skytte, som i sin senior-sæson omsatte flotte 43,2 % af sine 3-point skud til scoringer.

Det giver os et våben, som vi i høj grad har været på jagt efter. Med Cedric har vi således fået fingrene i en spiller, der både er en markant trussel under kurven samt længere ude på gulvet.

Efter sine fire år på college tog Cedric i den netop overståede sæson fat på sin professionelle karriere. Den bragte ham til den østrigske bundesliga hos Oberwart Gunners, der var forsvarende mestre.

I denne sæson præsterede Oberwart en sæson, der er tæt på identisk med HIC’s. Holdet nåede både i finalen om det østrigske mesterskab samt pokalfinalen, men begge endte i nederlag.

Samtidig deltog Oberwart på den europæiske scene i FIBA Europe Cup. Her gjorde Cedric sig bemærket med 10,7 point, 4,3 rebounds, 1,8 assists og 1 block per kamp.

I den hjemlige østrigske liga bidrog Cedric med 7,7 point, 4,4 rebounds og 1 block i snit på 22 minutters spilletid.

Vil du se highlights fra Cedric Kuakumensah’s college-karriere, kan de findes her: https://www.youtube.com/watch?v=LPfZR3LNP0E&t

Højdepunkter fra sæsonen i Østrig kan ses her: 
https://www.youtube.com/watch?v=SzW7jDaQS5M

Vi glæder os til at tage imod Cedric midt i august, og vi håber, I vil byde ham hjerteligt velkommen med et 'LIKE'!


bubble