DENZEL INGRAM ER NY HIC-STJERNE!

D. 29 juni 2017

Vi er stolte af at kunne annoncere amerikanske Denzel Ingram som ny markant profil i HIC. Han har skrevet under på en 1-årig kontrakt med de gule og bliver klubbens nye styrmand. 

Ingram har både en flot High School samt College-karriere bag sig i USA. I den seneste sæson førte han sit hold, University of North Carolina Wilmington, til titlen i deres conference i NCAA 1, og dermed kvalificerede mandskabet sig for andet år i træk til det yderst prestigefyldte College-slutspil, March Madness. 

Denzel Ingram var undervejs i 16/17-sæsonen en markant profil og snittede som senior imponerende 14,6 point og 5,4 assists. Netop de tal indikerer med største tydelighed, at vi har fundet et våben på positionen, der både kan finde vej til kurven selv, men som i høj grad også kan gøre sine holdkammerater bedre. 

Faktisk var han i denne sæson nummer 1 på assists-listen i hele sin conference og nummer 30 i hele USA. 

NC Wilmington røg i March Madness ud til henholdvis Virginia og legendariske Duke University, men i begge tilfælde gjorde Ingram sig fremragende bemærket med 17 point mod nogle af nationens allerbedste spillere. 

Også allerede i en ung alder viste Denzel Ingram, at han besidder et kæmpe talent. I sin sidste sæson på High School snittede han utrolige 23,9 point, 7,6 assists, 4,5 rebounds og 3,2 steals. Det gav ham titlen som årets spiller i hele staten. 

Nu er han så klar til at tage hul på det første kapitel som professionel, og det bliver som bekendt i den gule HIC-trøje. 

Det er ingen hemmelighed, at vores forventninger til Denzel Ingram er tårnhøje, og det bliver spændende at se, om han indfrier disse, når han midt i august lander i Danmark. 

Denzel måler 183 centimeter og fylder på mandag 23 år. 

Byd ham velkommen til HIC med et 'LIKE' 

Du kan se highlights med ham lige her:
https://youtu.be/Tc_5iONiOe8 (virker kun i browser)


bubble